Ændring i udbygningsplanen

Først og fremmest har vi opdateret udbygningsplanen, således området, der kaldes ”Nord for jernbanen” og ”Rebæk Nord” er slået sammen til årstallene 2021-2023. Årsagen til, at de to områder er slået sammen er pga. en ændring af rørføringen i området. 

Status på udbygningsplanen – generel opdatering 

Ifølge udbygningsplanen er Nord for Jernbanen & Rebæk Nord de næste områder, hvor fjernvarmen udbygges. Vi har snart alle de nødvendige undersøgelser i hus, men afventer den sidste fra vores eksterne rådgiverfirma. Når vi har modtaget den sidste undersøgelse, går vi i gang med at udbyde opgaven til entreprenørerne, og her er det vigtigt, at de tilbud der kommer ind, ikke sprænger de økonomiske rammer for det godkendte projekt. Når vi har fundet en entreprenør og et tilbud, der passer de økonomiske rammer, kan vi starte anlægsarbejderne i området. 

I området Avedøre Landsby, har vi udarbejdet et udkast til en fremtidig varmeforsyning. Vi forventer, at det endelige projektforslag sendes til godkendelse hos Kommunalbestyrelsen i løbet af efteråret. Avedøre Landsby adskiller sig fra de resterende udbygningsområder i Hvidovre, da området er en del af et projekt kaldet Avedøre Green City. Her arbejdes der på at levere fjernvarme med nye og grønne teknologiløsninger, der forhåbentlig kan bane vejen frem for den fremtidige udbygning af fjernvarme. Det er muligt at læse mere om projektet på vores hjemmeside under Avedøre Fjernvarme.  

Derudover har vi sat gang i forundersøgelserne for Rebæk Syd & Præstemosen samt Nymarken & Mågeparken hos vores eksterne rådgiver. Vi forventer at modtage de første undersøgelser i løbet af efteråret. Det samme gælder området Strandmark Nord.  

Nye forbehold for udbredelsen af fjernvarme 

Efterspørgslen på en energikilde, der kan udskifte naturgassen er eksploderet. For fjernvarmebranchen har efterspørgslen resulteret i, at der er en mangel på entreprenører, der kan udføre fjernvarmeentrepriser, ligesom de tekniske rådgivere, der skal udarbejde projektforslag, mangler mandskab. Derudover er priserne er steget og leverancer på materiale både hvad angår fjernvarmerør, fjernvarmeunits, mm. er forsinket.   

Disse forbehold kan selvfølgelig påvirke udbygningen af fjernvarme, og den plan der er lagt, men indtil videre holdes der fast i den udbygningsplan, der blev fremlagt. Hvis der kommer ændringer, bliver der orienteret via nyhedsmailen, fjernvarmens hjemmeside og i Hvidovre Avis.