10 tip til at spare på varmen

Det bliver koldere udenfor og tiden nærmer sig, hvor vi bliver nødt til at tænde op for varmen. Vi har derfor samlet 10 tip til dig, så du kan spare penge og passe på klimaet.

1. Tænd for alle dine radiatorer og indstil dem ens

For at spare på varmen, skal du indstille alle dine radiatorer ens for jo flere radiatorer, der deler arbejdet om at varme dit hjem op, jo bedre. Husk derfor at åbne for alle radiatorer, da det sikrer en nemmere opvarmning og billigere drift.

Hvis du ønsker at holde et rum køligere, anbefaler vi, at du max skruer rummet 3 grader ned i forhold til dine andre rum for at mindske risikoen for skimmelvækst.

2. Skru ned for varmen

Det måske mest indlysende tip er at skrue ned for varmen, men faktisk skal der ikke så meget til. Du sparer penge for hver grad, som du skruer ned. Så prøv dig frem – måske føles 19 grader lige så godt som 20.

Skru dog ikke temperaturen for langt ned, da det kan øge risikoen for skimmelvækst.

3. Hold temperaturen på samme niveau

Du kan sænke temperaturen om natten, og når du er på arbejde. Vi anbefaler, at du max skruer 3 grader ned. Vær dog opmærksom på at holde temperaturen på nogenlunde samme niveau. Det kan sjældent betale sig at skrue for langt ned om natten, og når du er på arbejde, da der skal bruges meget energi på at varme rummene op igen.

4. Jo koldere returtemperatur, jo bedre udnyttelse af varmen

Jo koldere returtemperatur, jo bedre har du udnyttet varmen i fjernvarmevandet. Hvis din radiator eller returrøret føles kolde eller håndvarme, er dette et tegn på, at du har en god afkøling og udnytter varmen. Hvis du har en dårlig afkøling anbefaler vi, at du prøver at følge disse 10 spareråd eller får en VVS’er til at tjekke din installation.

5. Giv dine radiatorer plads

Du sætter din radiator på hårdt arbejde, hvis du dækker den til med tøj eller stiller en sofa foran. Det gør det nemlig sværere for varmen at cirkulere og derved sværere for radiatoren at varme dine rum op.

6. Luft ud – hurtigt og effektivt

Det er vigtigt at få luftet ud flere gange dagligt, da det mindsker risikoen for fugtdannelse og derved skimmelvækst. For at spare på varmen er det vigtigt, at du lufter ud hurtigt og effektivt. Det kan du bl.a. gøre ved at åbne flere vinduer og døre samtidigt. Hvis du lufter ud for længe vil vægge, gulve og døre blive kolde, og det vil derfor tage længere tid og energi at varme op. Vi anbefaler, at du max lufter ud i 5 – 10 minutter.

7. Luk for varmen, når du lufter ud

Du skal lukke for varmen, når du lufter ud. Hvis du ikke lukker for varmen, mens du lufter ud, vil radiatorerne registrere kulden og begynde at varme op.

8. Skru løbende op for varmen

Når temperaturen falder, skal du ikke skrue helt op for varmen. For at spare på varmen, kan du løbende skrue op for fremløbstemperaturen på dit anlæg. Et godt udgangspunkt er at indstille fremløbstemperaturen på 35 – 40 grader. Når det bliver koldere udenfor hæves fremløbstemperaturen med 3 – 5 grader, og når det bliver endnu koldere hæves den igen med 3 – 5 grader. På den måde kan du langsomt skrue op for varmen i takt med, at det bliver koldere udenfor.

9. Energioptimer dit hus

Varmeforbruget afhænger bl.a. af tilstand på dit hus, fx hvor godt det er isoleret. Du kan spare mange penge på varmeregningen ved at energirenovere dit hus.

10. Hold øje med dit forbrug

Et andet godt tip for at spare på varmen er, at du kan holde øje med dit varmeforbrug – om det er stigende eller faldende. For at holde øje med dit forbrug kan du aflæse din måler en gang om måneden. Alternativt kan du tjekke dit forbrug på www.e-forsyning.dk. Find dine login informationer på din årsopgørelse.